Rejse og Rejsevilkår

Rejse Arrangering

Samtlige kursusferier- og wellness rejser arrangeres i samarbejde med kursusledere og instruktører.

Vær venligst opmærksom på, at mange af rejserne arrangeres med to priser. En pris hvor flybillet og lokal transport mellem lufthavn og skibet, er noget du selv sørger for. En anden pris hvor Kursusferie DK arrangerer både flybillet og lokal transfer for dig.

Vores mål er at finde den bedst mulige rejseløsning, set ud fra en helhedsbetragtning, og når det er muligt at finde direkte flyafgange til enten Rhodos (Grækenland) eller Dalaman eller Milas (den tyrkiske sydvestkyst) eller Antalya (den tyrkiske sydkyst) med anerkendte charter- eller ruteselskaber, er det dem vi benytter.

Kursusferie DK er ikke et rejsebureau, men en professionel rejsearrangør. Vi har mere end 15 års erfaring med arrangering af kursusferier, wellnessophold og krydstogter på luksustræskibe i Middelhavet. De lokale firmaer vi samarbejder med har over 25 års erfaring i turistbranchen på den tyrkiske sydvestkyst og på den græske ø-gruppe Dodekaneserne, hvor Rhodos er hovedø.

Vigtige detaljer, som du skal være særligt opmærksom på:

  • Hver enkelt rejse har særlige vilkår for selve rejsearrangeringen, og hvad der er indholdt i prisen for rejsen.
  • Hver enkelt rejse har særlige vilkår for rejsens pris, herunder betaling af depositum, størrelsen af depositum og hvornår der er betalingsfrister.
  • Det fremgår af programmet for hver enkelt rejse, hvornår der er sidste frist for tilmelding, men spørg alligevel om der er en ledig plads. Måske har vi fået et afbud i sidste øjeblik.

Afbestilling eller aflysning af rejse

Det er vigtigt, at du selv har dine forsikringsforhold i orden, herunder eventuel afbestillings-forsikring og rejseforsikring. Personlige forsikringer indgår ikke i prisen for rejserne.

Depositum er bindende:

Dog refunderes dit depositum (fratrukket bankomkostninger) indtil 120 dage inden første rejsedag, hvis uheldet skulle være ude. Herefter er det din personlige afbestillingsforsikring som skal dække.

Restbetaling:

skal generelt være betalt inden 60 før første rejsedag. Bliver du forhindret af andre årsager, end dem som din personlige afbestillingsforsikring dækker, kan vi refundere din deltagerbetaling i det tilfælde hvor enten du selv, eller kursusleder/rejsearrangør kan finde en anden deltager, der kan overtage din plads. Din indbetaling (depositum og restbetaling) refunderes fratrukket et administrationsgebyr på kr. 185,00 samt eventuelle bankomkostninger, samt det gebyr det koster hos luftfartsselskabet, at ændre navn på en eventuelt flybillet, der er booket i dit navn.

Når rejsearrangør eller kursusleder aflyser en rejse:

Skulle det være så uheldigt, at en rejsearrangør eller kursusleder er nødsaget til at aflyse en rejse refunderes din indbetaling helt og fuldstændigt uden omkostninger for dig.

 

De oplyste priser inkluderer som minimum:

  • Ophold i delt dobbeltkahyt med eget bad/wc om bord på et luksus træskib.
     
  • Samtlige måltider om bord på skibet, herunder aftensmad på ankomstdagen, de øvrige krydstogtdage morgenmad, formiddags-snack, frokost, eftermiddags-snack, aftensmad, kaffe og te ad libitum til morgenmad og eftermiddagspause, morgenmad på den sidste dag/afrejsedagen.
     
  • Sengetøj, puder og tæpper findes til hver gæst i kahytterne.
     
  • Der udleveres endvidere et sæt håndklæder, et stort og et lille, til hver gæst, til personligt brug "under dæk" - ikke at forveksle med håndklæder til hav- og solbad.
  • Skibets drift, herunder havneanløb, forbrugsvand (ikke drikkevand), brændstof, el, og skibets passagerforsikring - må ikke forveksles med din egen rejseforsikring.
  • Undervisning og materialer.

Vær venligst opmærksom på, at aftensmad ikke er indkluderet på de sejladsruter, hvor græske ø'er anløbes. Her spises på små hyggelige taverna'er i ø'ernes havne. Det fremgår af rejse/kursusprogram, om der sejles ved Dodekaneserne (græske ø'er) helt eller delvist.

Følgende er IKKE inkluderet i rejsens pris:

  • Om flybillet og lokal transport mellem lufthavn og skib indgår, afhænger af hvordan du har tilmeldt dig. Hvis du har valgt at tilmelde dig uden flybillet og lokal transfer og senere fortryder, er du altid velkommen til at kontakte Marianne Dümen på mail: bluecoast4u@gmail.com for at høre om der kan arrangeres billet og transfer til dig. Markedspris vil være gældende.
     
  • Personlig afbestillings- og rejseforsikring.
     
  • Drikkevarer om bord på skibet indgår ikke i rejsens pris, med mindre det fremgår af den særlige rejse du har tilmeldt dig. (En liste med udvalg og priser vil blive fremsendt i forbindelse med at du enten ønsker yderligere oplysninger om en rejse, eller tilmelder dig)
  • Udflugter på land, måltider på land og måltider som ikke er nævnt ovenfor (det som indgår, som minimum) - der kan være tale om frokost på ankomstdagen og eventuel frokost/aftensmad på hjemrejsedagen.
  • Lommepenge.
  • Drikkepenge til skibets besætning. Det er kutyme at give drikkepenge, hvis dit ophold er forløbet som forventeligt - ikke kun for den helt særlige og sublime oplevelser, som vi er vant til i Danmark - du skal regne med minimum 50 euro til skibet. Det beløb skal oftest fordeles mellem 3 besætningsmedlemmer, for en hel uges arbejde og service.

    På land, på cafe'er og restauranter er det kutyme at give 10 - 15 %.